Jubilæumsåret 2013 - 50 års jubilæum - Historien

 

Krik Vig Camping blev grundlagt af gårdejer Niels Frøkjær i 1963 og fik fra starten vind i sejlene, fordi al campering på Agger Tange blev forbudt, og de mange campister der dengang lå tæt hele vejen ud ad tangen, blev nødt til at rykke teltpælene op. Alle dem som ønskede at blive i den smukke natur ved Vesterhavet rykkede herefter ind på Krik Vig Camping.
Niels Frøkjær ejede og drev pladsen helt frem til 1995, og efter datidens niveau var Krik Vig Camping en efterspurgt moderne plads hvor campister gerne ventede 1 dag eller 2 for at få en plads. Det helt store aktiv for Krik Vig Camping var dengang fiskeriet i Krik Vig, og rigtig mange campinggæster havde egen båd til at ligge i åen, som afgrænser pladsen mod øst, hvorfra man kan sejle direkte ud i fjorden. På et tidspunkt havde Niels Frøkjær 160 fastliggere på de 320 pladser, som pladsen havde på det tidspunkt.
I 1995 blev campingpladsen solgt til Niels Frøkjærs søn - Karsten Frøkjær - der drev pladsen videre indtil 2002.
I perioden 2002 til 2004 var pladsen ejet af Poul og Lila Revshauge fra Silkeborg, der overtog en campingplads, der var nedslidt, utidssvarende og med et belastet image efter en periode, hvor tingene havde fået lov at "stå til og passe sig selv", og pladsen havde fået mere karakter af kolonihave end campingplads og gæsterne mest var repræsenteret af de ca. 70 fastliggere der var tilbage.

Den, 1. marts 2004 købte vi (Jytte og Finn Birger Christensen) Krik Vig Camping. Vi havde gennem en periode haft et ønske om at "geare ned" og i stedet drive campingplads - men kun hvis Krik Vig Camping blev en mulighed - det blev den så - lidt uventet.
Vi vidste fra starten, at campingpladsen trængte til et ordentligt løft, og at det ville kræve mange investeringer at få pladsens faciliteter nutidige og moderne, og mange resurser for at få genskabt pladsens oprindelige gode image.
I dag er der kun den gamle hovedbygning med reception, butik og cafeteria samt 4 standardhytter tilbage af de gamle faciliteter. De har alle gennemgået et omfattende renoveringsarbejde, så de er up to date.
Alt andet er nedrevet, og der er der siden 2005 opført 410 m2 ny servicebygning, 10 nye luksushytter, 24 timers selvbetjeningsplads for autocampere med egen ny servicebygning, bomanlæg, stor grillhytte, 110 m anløbsbro for småbåde, windsurfer bygning, samt udskiftning af det meste af pladsens vandinstallationer.

I år tager vi selv fat på 10. sæson, og status er at vi kan sætte flueben ved de fleste af vore målsætninger for den del der omfatter pladsens faciliteter.
Et par målsætninger mangler dog stadig, men de er bestemt ikke opgivet. Det omfatter opførelse af en privatbolig på pladsen, og et mini badeland.
Det har været en lærerig periode, med rigtig mange gode oplevelser, som har bekræftet os i, at det var et rigtigt valg for os at købe campingpladsen.
2 ting har dog snydt vore forventninger lidt.
For det første er ikke lykkes at geare ned, men det gør ikke så meget da det her er en livsstil.
For det andet er det at vende et dårligt image lidt mere "op ad bakke" end forventet, men at det nu rigtig er ved at lykkes ses bedst på, at vore gæster kommer igen og igen, og trækker nye med.

I dag er det ikke kun lystfiskeri der trækker gæster til området. Fugle- og naturoplevelser på Agger Tange, Nationalpark Thy, cykel og vandreture og udendørs sportsaktiviteter som f.eks. Kitesurfing / surfing i Krik Vig trækker mange gæster.
Området er unikt for friluftselskere omgivet af Vesterhav, fjord, sø og å - lige uden for døren.

Krik Vig Camping er på 6,5 Ha, og har 312 pladser, 14 hytter, 20 specialindrettede autocamperpladser og bådpladser med direkte adgang til fjorden.

I løbet af 2013 vil 50 års jubilæet blive markeret med forskellige arrangementer og gode tilbud, som løbende kan følges her på vores hjemmeside eller på facebook siden.



Tlf.: (+45) 9794 1496
E-mail: info@krikvigcamping.dk
Krik Vig Camping | Krik Strandvej 112| 7770 Vestervig | Tlf: 97 94 14 96 | Email: info@krikvigcamping.dk |

Krik Vig Camping er en hyggelig 3-stjernet familieplads, placeret mellem skov og vand. En unik beliggenhed, i det naturskønne Thy.

Campingpladsen afgrænses af Kastet Å halvvejen rundt om pladsen mod øst, hvor der i åen er bådpladser for campingpladsens gæster. Herfra er der kun ca. 250 m. ud i Krik Vig, som er en del af Limfjorden og et yndet sted for windsurfere.


Programmeret og hosted af nordicweb